Slægtsbogen: Søren Astrup Christensen

Hansbendtsen.dk © 2008                    

I gaar begravedes paa Stavning kirkegaard Stavning sogns ældste, Søren Chr. Christensen, kaldet Astrup, 87 aar.

Et stort følge var trods den haarde vinterkulde og det vanskelige føre mødt for at følge Søren Astrup til det sidste hvilested.

Ved en mindefest bagefter paa Stavning afholdshotel havde flere af afdødes familie, naboer og venner ordet for at udtrykke en sidste tak for, hvad de gennem Søren Astrup havde mødt og modtaget. Det, der stærkest understregedes, var afdødes ufortrødne flid, trofaste sindelag, hjælpsomhed og gode humør.

Søren Astrup er født i Dejbjerg den 23. marts 1852, tjente efter den tids skik om sommeren som hjortedreng og lærte efter konfirmationen murerhaandværket, som han, saa længe han kunde magte det, øvede hver sommer.

I 18 vintre tjente han hos Chr. Noe paa Fjordvang i Velling, hvorpaa han fik lejlighed til at følge med som studedriver til Husum og ltzehoe, ture, der var rige saavel paa strabadser som oplevelser og eventyr, hvorom Søren Astrup selv paa sine gamle dage med ungdommelig ild i øjnene kunne berette.

I 7 af de 18 aar tjente han sammen med den pige, Christine Halkier fra Velling, der i 1881 blev hans hustru. De første aar i ægteskabet boede de i Pilgaard i Velling. Senere flyttede de til Østerby i Stavning, hvor de virkede sammen i 37 aar. Hustruen maatte om sommeren passe det lille landejendom, mens manden murede baade indenfor og udenfor sognets grænser.

I 1923 flyttede ægteparret til et hus paa Stavning Præstegaardsmark, hvor Søren Astrup i de sidste aar levede sammen med og nød trofast pleje hos en datter. Hustruen døde allerede 1923.

I ægteskabet var der 10 børn, 6 sønner og 4 døtre. Den ældste af sønnerne druknede i vinteren 1902, idet han paa hjemvejen fra aalestangning paa Ringkjøbing fjord i taage løb vild og gik gennem en vaage. To af sønnerne er udvandret til Amerika, hvor de klarer sig godt. Om dem vilde gamle Søren Astrup ogsaa gerne fortælle. Han modtog ofte breve fra dem og skrev ogsaa selv til dem igen lige til det sidste.

At Søren Astrup var velbegavet, beviser dette, at han en vinter virkede som vinterlærer i Bølling hos sin bedstefader, lærer Fjord. Han var saaledes i familie med docent N. I. Fjord.

Med Søren Astrup er en af Stavning sogns og dermed en af Vestkystens særprægede skikkelser, der havde rod og udspring i en længst forsvunden tid, gaaet bort. Ogsaa de gamle, sejge ege maa give op til sidst, men, som der blev sagt ved mindefesten, Søren Astrup er borte, men den gerning, han har øvet, og de spor, han har sat, er ikke svundet med ham; thi skulde man pille alle de sten ud, som han har muret ind, vilde der blive utrolig mange huller. Derfor kunde ogsaa alle, der var mødt og ikke mindst dem, der har kendt Søren Astrup i hans velmagtsdage, slutte sig til et æret være hans minde!

(SKJERN DAGBLAD)