Slægtsbogen: Peder Bendtsens erindringer

Hansbendtsen.dk © 2008                    

Rejsen til Amerika

Sunds 2004

 

Julen /nytaaret 1984/85 indtalte min far Peder Andreas Bendtsen sine erindringer om rejsen og opholdet i Amerika, som vi altid sagde, skønt det faktisk var i Canada, det hele foregik.

 

Far var i 1984, 82 aar, saa for at faa tiden til at hænge sammen, har jeg sammenfattet fortællingen lidt undervejs, og jeg uddyber, saa godt jeg kan omkring personnavne (står i parentes).

Far fortæller:

1926

Det var jo sølle tider!

Der var en karl der tjente i Bølling, han hed Sofus. Han tjente i æ Pollergaard, han havde en bror i Amerika. Saa spurgte han, om vi sku’ tage derover. Det havde a tænkt paa, for der var jo ingen fremtid herhjemme.

Min far havde ikke meget hjælp, saa han ville, a sku’ blive hjemme. Sku’ a være hjemme, sku’ a køre mælk, og det war a saa led ved, - og kom teen der!

Saa der var ingen udsigter til, at a ku’ samle penge sammen. A skulle jo være med til det hele, saa der var ingen tid til at samle penge, - tøt a eet.

A tjente i Hanning. Der fik a 1200 kroner i løn, det var snart en hel god løn; men saa sku a jo hjem, og a sku ha nyt tøj og en cykel. Ja, saa war der eet møj tilbage.

Var Hans Bendtsen saa med paa at du rejste?

Jow, a haed lidt penge, 6-700 kr efter der var skyvt-op, da Hans Bendtsen giftede sig igen. Dem rejste a for.

Og saa var der jo Sofus, han tjente oppe ved æ Pollermand, og vi fulgtes ad til gymnastik og folkedans. A har da en billed af det.

Vi tog jo saa fra Skjern, det var mere vanskelig saadan og kom te’n dengang.

Sofus kom fra Fasterholt ved Herning, og a kom jo saa fra Skjern - Mikalie, hun er levende endnu - faster te æ barber, hun var ogsaa dernede, og saa var Hans Christian (en bror) med.

Det tog lang tid at komme derover te København dengang, vi sku jo med færge over Lillebælt, saa skulle vi over til Korsør ved Nyborg.

Saa kom vi derover, det tog ret lang tid. Der var mange mennesker.

Saa sku vi jo paa hotel.

Hvor ska vi hen, sagde a til Sofus. Det vidste vi sørme eet. Vi kom saa paa æ Højskolehjem, det plejede vi jo, naar vi sku i Skjern, og der fik vi saa ogsaa en værelse.

Dagen efter var der saa lidt tid. Æ færge sku først gaa langt hen o æ eftermiddag. Saa ville vi ind paa et godt hotel og spise godt, bøf eller saa`n noget. Det var jo sidste dag, vi var i Danmark.

Saa kom den dag hvor vi sku af sted. A havde ingen betænkeligheder ved at tage afsted. A sagde bare farvel til Hans Bendtsen, og til min mor.

A cyklede selv til Skjern. Hende Mikalie, a tror ogsaa Niels Bendtsen ( en fætter) var med.

Saa kom vi til Fasterholt, og vi kom til København. Vi saa forskellige ting i København.

Saa sku vi jo paa færgen, og der var musik, og de sang: - Hils fra mig derhjemme, hils min far og mor, hils de blanke sunde, hils den blanke fjord. - Saa var der mange der tog æ lom’klæd’ op for at tørr’ æ ywn’ av.

Gjorde du ogsaa det?

Ja, det var ogsaa den eneste gang a var lidt vemodig. Det var første gang a tænkte over det!

Det var lige før vi sku afsted. Maaske skulle musikkerne med, maaske rejst’ de a igen, det ved a eet - a tror nok de tog med.

Der gik en færge en gang om ugen. Det var “Hellig Olav”, en svensker. Der var mange polakker med, de var saaen noen svinede og grisede noen. De spiste med fingrene, og tog hvidløg op af lommen. Vi klagede til kaptajnen; vi ville ikke spise sammen med dem. Saa fik vi en bord for os selv.

Det gik ellers helt godt, men saa blev Sofus syg (søsyg). Han laa i sengen hele tiden, i 10 døgn. A blev eet syg, mærkelig nok, a var snart den eneste. Der var ikke ret mange ved æ bord. Saa fik vi storm, op til storm 9, tror a, de sagde. Der var kantstykker paa æ bord, og æ tallerkner og kopper de røj fra den ene ende til den anden.

Der var sørme høje bølger, ligesaa høje som huse. Naar vi var nede i æ bølgedal, saa ku vi se bølgerne helt deroppe, saa store som en toetages hus. A sagde til mæ selv: Dem kommer vi sørme aldrig over, men æ skiv kom jo ogsaa over den.

Der var jo mange, der ikke kunne taale det. A ka` huske, der sad een i æ forstavn. Æ vand sprøjtede hen over ham, han sad lige saa stille, han var saa hønesyg. Der var nogle, der raabte og skreg: - A dør - A dør!

A var jo ned for at se til Sofus en gang imellem.

Vi skulle selvfølgelig passe paa vores ting, - ikke at lægge dem fra os, saa den sidste nat, da var vi meget oppe for at se land. Nu havde vi sejlet i 11 døgn, saa ville vi jo gerne se land. Saa vi stod op der midt o æ nat, og til sidst, saa pakkede vi og gik i land.

Dengang vi saa kom i land, og vi skulle til at internere os, saa opdagede a, at a havde glemt mi pung - HA - HA - HA. A sprang jo ogsaa op (da skibet nærmede sig land), - og glemte mi` pung under æ pude, - og mine papirer!

Naa, der var jo ikke andet for, end a sku tilbage igen - der var ski langt. Saa fik a jen af skibspersonalet der var med i land, til at gaa med. a ku husk æ nummer o æ værels, men a ku eet sjelv find ud a det. Og ganske rigtigt, der laa æ pung under æ hovedpude - HA - HA - HA.

 

Der var saamænd ikke mange penge, for de var sat te.

Der var en mand, en flink fyr, han havde været i Canada før og var blevet hevet ud - lidt af en fupmager - han fik mæ saa med i æ biograf, a tror det var i Toronto. Saa narrede han 10$ fra mig - han laante, og a sku nok faa dem igen; men a har dem tilgode endnu !!

Saa kom a tilbage efter ham i æ tog - i Toronto - a war ky’w a det. A mistede mit rejsetæppe, det var det eneste, saa tog a toget tilbage en time efter, og mødte saa Sofus igen.

Naa, du havde ikke Sofus med?

Nej, ham tabte a undervejs..........

Naa, men ham den anden fyr, han var en fupmager. Han laante nogle penge af mig. Dem fik a aldrig, han skulle sende dem til mig, a har eet hørt fra ham siden!

Da a kom derover, saa skaffede de mig en plads, Sofus og hans bror (Peder), hos en irer, der hed Frank Morran. Saa rejste de afsted (Sofus og hans bror), og saa var a alene der.

Vi kom i marts maaned. Der var ingen a ku snakke med. Han (Peder) havde arbejdet der et par aar, men de kunne ikke blive enige om lønnen.

A havde eet andet end 5 dollar, da a kom derover, og 2 sæt tøj. Den ene sæt tøj brugte a til arbejdstøj. A havde ingen sko, jow, a havde et par gamle spidsnæsede sko, der var moderne dengang. Dem ku’ a jo ikke taale! Saa købte a et par gamle vinterstøvler, der var kasseret, af Sofus’ bror. - A fik dem vist. - De her spidsnæsede sko var ikke lige saa praktiske og gaa med.

A tjente ved en mand (Frank Morran), han havde 10 heste, 2 spand heste. Saa sku’ vi jo ud og arbejde i marken.

Stalden laa lige fritliggende, saadan ud, og æ møj havde han smidt ud af vinduet, til alle sider laa møjet. Men først, saa skulle a jo til at reparere seletøjet. Det var snart det første a kom til. Det var ikke særlig godt holdt ved lige. Det var af læder og tømmen var ogsaa af læder, og han manglede noget. Saa begyndte a og lave reb, det var noget haard ved hænderne og holde ved det, saa sku vi jo have luffer paa, naar vi sku køre.

Havde du lært at lave reb hjemme ved din far?

Nej ikke at lave reb, men at spidse og saaen. De regnede ikke med, at det ku holde, naar det var spidset; men det sku nok holde! A brugte ogsaa hampereb. De brugte meget kroge, de satte en krog i den ene ende, og saa en krog i æ hammelstok.

Åh hva,saa gik tiden.

De havde seks køer, og dem sku a jo saa ha ud og malke om morgenen. De fodrede med helfoder. Saa centrifugerede de selv mælken.

De (fam. Morane) var vist fra Montana, en provins længere inde i landet, ogsaa i Canada. A var i Alberta.

Saa reparerede a seletøjet og fik sat hestetøjet i orden, og fik hestene ind. De havde en halv snes heste og seks køer.

Fik du lært noget engelsk?

Der var tre børn, de lærte mig at snakke engelsk. A legede med dem og snakkede med dem i fritiden, og saa med konen og manden.

- A tænker nok, a var lærenem. A var jo vant til landbrug, a ku jo nok sætte tøj o æ hest, det var jo stavtøj. Saa kørte a med fem heste, a havde fem heste, to foran og tre ibag, saa pløjede a. A har da et billede af det.

Hvor længe blev du der?

A var der en to - tre maaneder, saa fik a en brev fra én i Calgary, en by længere henne, én fra Hanning, han hed Jacobsen. Han havde tjent hjemme ved Hans Bendtsen.

Det var noget trist at være der alene, saa ville a hen til ham. Da a havde været der en tre maaneder og vi var færdige med foraarsarbejdet og faaet det hele saaet. Saa siger a: A vil te Calgary, a havde en lille ordbog, no vil a eet være her længere. A tror nok, a sku ha 35$ (pr. mdr.), saa a havde jo 100 - jah, a købt jo lidt tobak. Først manglede a jo lidt tobak, saa sagde a - A mangler lidt tobak i æ pibe.

- Saa ka du faa lidt af mig. Saa kom han med saaen en styk, a tøt det var en styk rugbrød.

- Jamen, du ska ha en kniv, og saa skal du skære det !!

- Kan du ikke skaffe en plade? - Det var presset tobak. A røg lidt pibe - og a begyndte at ryge cigaretter derovre, a rullede dem selv.

Rejste du saa?

Nej, a havde jo ingen penge. - Du faar ingen penge før til høst (sagde Frank Morane), du er nødt til at blive.

A bløv jo nødt til at blive. Saa gav a mig til at flyt lidt møj fra kostalden. Det var snart ikke til at komme ind i kostalden for møj. Det var saaen et tørt vejr, ikke saaen noget plevret vejr som her, saa det sank jo sammen. Der var saadan en stor slæde vi ku køre med, og lagde dynger ud paa marken. Saa reparerede a lidt hegn.

Han havde et par hundrede tønder land der var i brak.

Saa henne ved høsttid, saa kunne a faa akkord o at sætte “te raae” (sætte negene i række). Det var der mange naboer, der ogsaa ville ha’ mig til, at sætte “te raae”. Saa a tjente helt godt med penge. A fik pr. tønde land.

A kunne nok faa fri, der var ikke nok at lave. A kunne snart (hurtigt) sætte “te raae”. Det var a forresten god til, a fik meget arbejde!

Hos en nabomand, Sam Strade, der var a et par aar. Han ville leje mig til at køre med en spand heste, saa Frank (Morane) sendte en spand heste til Sam. Dem sku a køre. Der var seks spand heste, der skulle køre til tærskemaskinen. Det var en stor tærskemaskine vil skulle køre til, de (negene) skulle smides i. Der kørte vi saa længe vi kunne se - hele dagen - kun en halv times middag. Jen mand te tærskemaskinen, jen til en traktor med jernhjul. Vi skulle selv læsse paa, der var nogle høje kanter (paa vognen), ligesom vi nu har til høet, og vi skulle selv læsse negene af. Vi smed det paa en bord, saa kørte det selv ind.

Jorden var ikke jævn, der var vandhuller med pil og poppel og lignende. Der blæste vi halmen ind. Vi tærskede et par dage, og flyttede saa til næste omraade. A tjente hel godt, kan ikke huske hvor meget, men Frank fik 2$ for hestene.

Hestene passede a, der var ikke altid en stald til dem, saa blev de bundet til et træ om natten. Der var en sovevogn med, der skulle a saa sove inde. Der var plads til en 6 - 8 mand. Den første nat fik a anvist en trækasse.

- Har du ingenting med? Blev der spurgt, han (Frank eller Sam) skulle have sendt en pude og en tæppe med.

- Saa kan du tage bilen og køre hjem efter noget. - Der var kun et par kilometer.

- Jamen, a har ingen kørekort! - Kør alligevel !

Det turde a eet, - saa kom der en mand med, saa fik a hø og tæppe.

Det var første gang a kørte. Men der stod en bil, saa a kørte ofte rundt paa marken. Det saa manden godt. Det sagde han ingenting til. Det varede saa ikke saa længe. Saa sagde manden:

- A mangler en mand til høst, ka du ett lige køre til Ribstone, og skaffe jen?

Det var jo krisetider, saa mange folk rejste rundt med banen, frem og tilbage. De logerede ved banegaarden. De lavede baal og lavede selv mad. A raabte, om nogen ville høste. A kunne godt gøre mig forstaaelig paa engelsk. Saa kom der en mand, og a fik ham i vognen hjem. Han sov ogsaa i sovevognen.

De (Sam Strade) ville gerne leje mig for vinteren, a tjente nu ikke saa meget, fik vel 10$ i maaneden. Det var en vinterløn. Det var vældigt flinke folk. De havde mange køer der skulle malkes. Mælken skulle separeres, og kalvene sku ha. Hestene kom ud paa marken. I oktober var det frostvejr og høsten var slut.

De solgte fløde og mælk. De havde en kælder, den fyldte de med vand om vinteren, der frøs. Der skulle et par spande vand i hver dag. Saa havde de is til sommer. Der satte de fløden ned, og en gang om ugen lavede vi smør og solgte inde i byen. - Det var et lille mejeri.

Det var bare lige at passe høvderne, malke en 6 - 7 køer, og saa sku a muge ved hestene, en ridehest og to arbejdsheste. Æ høvder sku have halm. Saa sku der ogsaa muges i kostalden. Der var mange kalve, alle sommerkalvene havde en boks at gaa i. De havde ogsaa nogen svin, de gik ude. De kunne gaa ind i en halmstak. De havde ingen svinhus til dem.

Blev du saa der ?

Han lejede mig en aar, hele 27 var a ved Sam Strade. A sat “te raae” og tjente godt - paa akkord - a satte al det a ku forlange.

Det var i 28 a fik smag paa det her. Frank Morane kunne ikke overkomme det. Han ku ikke faa en karl, saa han maatte selv gøre det.

A fik æ peng, der o æ atteraar; men det varede skam længe, inden a fik dem. Han (Frank Morane) skulle have høstet, inden a ku faa pengene.

Peder Bendtsen til hest

A var ved at have mange penge, saa a begyndte med at købe en ko, en kvie, men a vil eet ha den, før den havde kælvet. Det ku a ogsaa faa lov til. A købte ogsaa en hest, en ridehest, Sess, en dejlig lille hest. De stod ved Sam. A købte en kvie mere, to køer og en kalv, og en hest havde a.

 

A brugte ogsaa æ hest, naar a sku drive høvder. Den var vant til at blive redet paa. Den kunne ogsaa selv rende efter høvder, saa rendte den ud i marken, og saa rendte den ud æ forve dem. Det skete ogsaa sommetider, at a faldt af, det var saadan en lille lavbenet een. Naar a røg af, saa stod hesten. Den ventet paa, at a kom op ijen.

Jo, det var vældig interessant.

Om efteraaret kom der en jøde og købte høvder op. Saa red a ud og fangede dem. A havde en lasso, saa kunne a lægge den over æ huer o æ kalve, - lisom det her - rodeo.

Vi havde 5 - 6 km til æ by, og dertil skulle a saa hjælp ved og dryve æ høvder. Vi var en to til tre ryttere. Saa kom vi til en anden gaard, han ville gerne have en flok paa en tre til fire høvder med. Saa var der een, der smuttede fra os ud i prærien, og mæ a bagætter. A ku jo nok følge med, og a kom æforve`n, men saa forskam, saa traadte æ hest ned i en kaninhul. -

Der var saadan nogle store kaniner, de lavede huller i jorden. Der var to slags kaniner, nogle store, de levede paa fri mark og lavede huller i jorden, og saa en lille jen, den gik inde mellem træerne. De blev hvide om vinteren.

- Saa traadte den ned i en hul, saa slog den lige en kolbøtte. A fløv ogsaa, og æ hest, den laa lige ned ved siden a mæ. Saa ville a eet rende efter høvder mere, det var eet engang vor høvder. Ja, a lod den rende, a ville i hvert fald ikke rende efter ander folks høvder - nej!

Vi havde 10 heste og 6 - 8 køer, og hver morgen skulle de ind. Først køerne, saa hestene. De skulle saa fodres, og seletøjet skulle paa hestene.

Det var allesammen arbejdsheste, 4 eller 6 heste kørte man med. A kørte med 5.

2 forved, 3 bagved - ellers kørte de med 5, og saa gik den ene ude i æ plovmuld, det ku a eet lide, saa kørte a med 2, saa kunne de gaa i æ plovfure, og saa o æ land.

I 28 lejede a noget jord af Frank Moran, ca. 100 tønder land, han kunne ikke selv klare det. De var foresten flinke folk, a var tit inde og besøge dem.

Den første aar a var der, da skulle hun ha en lille.

Saa kom der en gammel mand. - Hvordan gaar det med mrs. Moran? A ku jo godt høre, hvad han spurgte om.

Der var en kone, hun skulle hen til, hun hed Bulmore. A troede, det var jordmoder, men det var saadan et sted de kom, saadan et ophold.

Saa kom han altsaa og spurgte, om de havde faaet en lille. Nej, hun er hen ved æ Bulmore, sagde a. Saa var han jo tilfreds, saa var hun jo væk. - Det var vidst æ navn o hende, hun var sygeplejerske, tror a nok.

Lidt om Kirsten og Peder Knudsen, og fars erindringer derom.

(Fars søster og mand)

Saa kom Peder Knudsen jo, han kom i 28. Baade Peder og Johannes kom i 28, da havde a lejet jorden. Det gik skidt med cykelforretningen i Ølgod. De spurgte, om ikke de kunne komme derover. Jamen, har han forstand paa landbrug? - A kendte ikke Peder Knudsen, a havde nok sjet ham, da han var ved æ træskoforhandler i Skjern, ellers havde a ikke. De blev gift i 26, da var a jo i Amerika.

Kjesten sku jo ha en lille. Det var jo noget hæslig noet, at faa smaa børn uden at ha en forsørger, men saa blev de jo gift da Anne var en par aar.

 

Jo, han havde haft møj med landbrug at gøre som barn, sagde han, men saa var han saa komplet umulig - men de (Mr. Og Mrs. Morane) ville gerne ha Kjesten til hjælp i huset, for der var møj og lave. Det gik godt, og de var vældig godt tilfreds med det.

Vi skulle høste hele efteraaret og a rejste ud med høstmaskinerne. Men Peder Knudsen, han skulle ta hestene ud, men han havde aldrig set en hest før. Han skilte helt æ hesttøj af, skillede dem i smaa stykker. Han kunne slet ikke finde ud af det.

 

Hvor længe gik det saa?

A kom hen til en anden mand (Sam), hvor a havde mine dyr med, og lidt redskaber som a havde købt ogsaa. Saa saaede a de smaa 100 tønder land. Saa sagde ham Frank: Du skal sørme kom tilbage igen, for ham Peder, han kan ingenting, han skiller æ hesttøj af fuldstændig om æ morgen. - Det var a jo kyv av, saa ligesaa snart a var færdig der, saa kom a tilbage til Sam.

Saa vidste a ikke mine levende raad! Peder og mæ, vi snakket saa om at installere os, og købe en lille landbrugsbedrift sammen, saa ku a sæt Peder igang under kyndige hænder. Og saa ku Kjesten jo holde hus for os - det manglede a jo selvfølgelig, - en husbetyrerinde, a var jo alene der. Det var jo det, a var ude efter, at blive selvstændig, det var mi maal selv at faa noget at arbejde med. - Ja.

Det var Peder godt med paa, og saa siger han, at naar vi faar noget sammen, saa vil vi ikke ha stavtøj, saa vil vi ha noget bringtøj. Saa begyndt a jo at forklar ham, at naar nu hestene, de gik ud æ hele vinter, saa var de meget saarbare for seletøjet. De blev ødelagt over bringen med det samme.

Først skulle de have stavtøj, saa kunne man faa puder paa bringen for ikke at ødelægge skindet. Saa kunne de trække hele vejen, men bringtøj, saa ødelægger de æ bring lige med det samme, Saa det ku eet lade sig gøre.

De gaar ude hele vinteren, og naar saa foraaret kommer først i april, saa kommer de ind og skal i æ tøj med det samme. De var slet ikke hærdet.

Naa, men det snakkede vi nu ikke mere om dengang, først og fremmest sku vi jo prøve først og ha en sted. A havde kig paa en sted. - Og ogsaa lovning paa at forpagte det.

(Far siger til Peder Knudsen:)

- Hvad med din far, han har jo mange penge, skriv hjem til din far, om du kan faa nogle penge, saa køber vi et landbrug - Ja, han (faderen) havde mange penge, han havde solgt en stor gaard i Fiskbæk, han havde en hus og var meget sparsommelig. - Det gjorde han saa ogsaa, og saa skrev a saaen en lille seddel, at a var med paa det.

- Du kan jo forhøre dig hos Hans Bendtsen, det gjorde han vist ogsaa. Saa sendte han (Peder Knudsens far) nogle pengte - hvor mange det var, det kan a eet husk, men det var slet ikke saa faa.

Kirsten og Peder, de boede lidt flot, Kjesten havde jo lidt penge fra salget af cykelforretningen i Ølgod - og Anna havde en bamse saa stor som en menneske, den havde hun med. Det var flot det hele. Hun havde stor udstyr med sig.

Saa kom de her penge, men lisaa snart de penge kom, saa ville Kirsten af sted til Québeck, over til en fyr fra Skjern, som de havde fulgtes med derover (til Canada).

Fritz hed han. De havde udvekslet breve..

Kirsten, Peder og Anne

Det var jo meningen, vi sku ha købt en ejendom, lige med det samme at pengene kom. - A havde jo ikke noet at gøre, hverken fra eller til - Saa sagde a til ham (Peder), det var egentlig for det, at a var ræj for, at Kjesten sku bruge alle pengene. - Ka a laane nogle penge af dig, saa mange bruger du jo eet. - Jow, det ku a jo godt. A laante saa lidt penge af ham.

 

De fik saa billetter til Québeck - æ øster side af Canada.

Der kommer de saa op. Saa har a hørt siden, at de fik godt nok en lejlighed. Der var en stor virksomhed, som amerikanerne havde stillet an for at lave aluminium. Det var en stor koncern. Der fik Peder arbejde. Der var mange der ikke lige var saa driftige dengang, det (aluminiumsfabrikken) var ikke saa stort, som det havde været, men Peder kunne faa arbejde der.

Men først startede de en opholdssted for unge - et sted de ophold sig om aftenen. Det var ogsaa ham æ frelsermand (Fritz) med i. Saa sku Kirsten lave kaffe, som de kunne købe om aftenen.

Men de manglede jo stadigvæk penge. Kirsten skriver til mig, om ikke de kunne faa pengene, som a havde laant. Naa, det var lidt tidligt, men det var der jo ikke noget at gøre ved. - Det ku da lige vente lidt, a sku først ha min løn. Saa kom der et brev fra ham (Fritz). Han skældte mig hæder og ære fra. - Det ka du dennemand ikke være bekendt, du er hendes bror - og laane penge, og være saa kjæltringsagtig og ikke ville betale dem tilbage igen. Det ku a eet være bekendt at beholde dem. - Naa, men saa laante a jo æ peng, a fik fat o dem og sendte dem over til dem.

Saa hørte a siden, dengang a var der i 34, at han var en rigtig styk skidt knægt. Han var bare ude paa at faa nogle penge fra dem. Saa sagde en anden dansk familie, som a kom forbi, dengang a kom og besøgte dem, da a rejste hjem. Saa sagde de til ham (Peder Knudsen). - Vi vil godt skaffe dig arbejde, men ham den slambert, ham skal du sende ud af æ bøj. (byen)

Han havde vist ikke noget arbejde, andet end det, de skulle om aftenen.

Saa fik de ham fyret, og saa fik han (Peder Knudsen) arbejde som pladsmand. Der var jo store rabatter, der skulle slaas med hjølle (le). De her rabatter de sku holdes ved lige om efteraaret, ja og saadan fik Peder arbejde.

Det arbejde havde han, da a var der.

Han havde været paa fabrikken, men der kunne han ikke begaa sig. Det var jo en mægtig stor fabrik med automater og sedler, og det kunne han ikke finde ud af. Men han besvimede ogsaa sommetider.

Rosie og Bengta blev født der, og Kirsten hun gjorde rent, møj for æ store mænd derovre. Hun syede ogsaa for dem, hun var god til at sy. Der var een familie derover, dem kom a ogsa møj sammen med. Han havde haft en stor forretning i Randers. Hun (konen) havde munden fuld af guld, og dem tog hun ud og solgte for at faa nogle penge. I Danmark havde de haft 2 - 3 kommier og baade kokkepige og stuepige. Saa var de jo spillet fallit der i 24 - 25, saa kom de derover. Hun kunne hverken sy eller strikke, og de havde vist mange børn. Der kom Kirsten til at sy, og hun var god til at sy og strikke.

Livet paa prærien.

Ellers gik a møj o jagt for at faa en lille ekstra indtægt. A satte fælder, æ prærieulve var møj sky a dem. Gik a f.eks. over en mark, saa vente ulvene om igen.

Saa havde a jo mi lille hest, den red a paa, og saa havde a en brædt, som a traadte o,

og saa ordnede a mi fælde. Somme tider kom der fast is paa, saa lagde a en kødben eller saan noget. Saa kunne a springe op o æ hest ijen og trække æ pind med mig.

En gang, gik a mæ æ bøss, en riffel, æ mand hans. Saa gik der en ulv i æ fæld, den eneste ulv a fanget der. A bløv saa befippet, saa a skød lige op i luften, HA - HA - HA. Æ ulv havde æ bien i æ fæld, saa a behøvede no slet et og ofre en skød o’en. A ku jo ha’ gaaen hen og slawn den for æ pand’, men a skød’n, saa den eet sku pines mere end nødvendig. Der var gode priser paa saan en. Det var en fin ulv.

Jen gaang var vi to ude paa jagt, den anden mand var Olsen (ubekendt), han havde æ bøss, - den (ulven) stod lisaa stille og gloed paa ham, saa skød han. Æ ulv, den gav en lille hop, og saa løb den videre. Saa skød han en gang mere, men æ ulv blev ved med at rende - HA - HA - HA.

Der var bjørne længere nordpaa. Der boede bjørne og elsdyr og store ulve, timberulve, og der var skunk, -stinkdyr. Saa fangede vi mange ildere, saadan noen lange lækatte. De var hvide. Der kunne godt blive lidt indtægter af dem.

 

Du har et billede med dyr, der hænger fra bøssen?

Ja, det er de her prærieulve, pungdyr, som de ogsaa har i Haunstrup Dyrepark. Der var mange af dem, de havde deres gange i jorden. Saa kom de jo op. Vi havde en lille 9 mm bøss, saa vi skød dem, for de aad jo en masse korn. De havde saaen nogle punge, saa satte de korn ned, det var derfor de kaldtes for pungdyr - det var saadan en slags kraase - ja.

Thorkild (vist også fra Bølling) fik ogsaa en farm. Han kom og besøgte mæ, saa sagde a til ham: Du maa hellere komme ned til mig i vinter. Saa kom han med alle hans høvder og heste, og var ved mig en vinter.

Thorkild og mæ, vi kom godt ud af det sammen. Saa døde der en ko for ham, den ku ikke kalve. Saa sagde a: Vi maa hellere slagte den og faa skindet af og garve det, og saa faa læder af den. Vi fik en opskrift paa, hvordan man sku faa æ hoved af.

Vi havde en masse arbejde med det. Vi sku ha kalkvand for at ta haaret af, og noget vædske for at garve det. Vi fik en masse læder ud af det. Vi ku ogsaa lave grimer til hestene.

Det gik udmærket.

A havde ogsaa noget med hjem (Danmark), men klimaet duede ikke til læder, som var garvet o den maade. Det var ren og tør, men med et andet klima, saa klaskede det helt sammen, - det duede ikke.

Thorkild kom i 28, Fritz (nr. 2) kom samtidig med Kjesten. Ham havde de ogsaa kendt fra Skjern af, saa han fulgte bare med. De (forældrene) ville ikke have ham hjemme længere, de kunne ikke styre ham. A skaffede ham da en plads, men naar han fik penge imellem æ hænder, saa skulle de drikkes op.

Saa var han ogsaa med ude at høste hos naboen. Der var ogsaa andre med, og a var med. Det var den sidste aar, a var der. Der var en sovevogn med, der blev han i. Han klistrede papir op, naar vinteren kom, - og tæpper.

De havde en 3 - 4 børn. De havde ikke plads til dem derinde. Saa kom han (Fritz) jo over til mig, og a sagde: - Du maa da hellere blive her, - hvis du vil bestille noget! Det kostede jo eet saa møj. A malkede selv æ køer. Han kunne ogsaa godt malke. A kærnede selv æ smør, og slagtede en fasan.

Der gik saa mange fasaner rundt om husene - og kokke og ænder. Det kostede ikke meget at leve. Vi havde havregryn og mel, og a ku godt lave pandekager.

 

Hvad fyrede du med?

Træ, a havde en stor trædynge, som a havde samlet om sommeren. En god komfur - og en par senge fuld af væggelus. Saa satte a sengene i daaser med petrolium. Saa kravlede de (væggelusene) op paa loftet, - saa droppede de ned, og de suger jo blod. - Ja, men det blev for grov! - De generede mæ nu hejsten eet saa meget, men saa fik a æ madrasser ud og fik skrubbet og vasket dem. De (væggelusene) sad helt tyk på æ madrasser. - Saa flyttede a sengen ud (fra væggen).

Brændehug

Og hvor langt var der til handel?

Der var saadan en 6 til 8 km. A havde jo mi lille hest og en lille ponyvogn. Johannes og Thorkild og Peder (Sofus` bror) tjente saadan rundt omkring i en afstand af en 3 - 4 km. - Der kørte a mæ mi ponyvogn. - Om vinteren, da havde a mi slæde.

A havde selv ret mange høns og kyllinger, og mange æg. En vinter havde a en hel hule, fyldt med møg rundt omkring, og med plastvinduer i til syd. A fik dem (hønsene) te at gjøre æg. Det var helt enestaaende derude, der var ingen æg ellers om vinteren. A solgte æg til kineserne - en beværtning, hvor a var ind og spise. Det gav hel godt, men saa var der flere der begyndte paa det og saa ........

Til førstning, fik a gode priser paa æggene, men saa gik æ priser jo ned, - det gik jo efter efterspørgsel. Ja, men det var enestaaende deromkring - at dække til med møg rundt omkring. Kun en lille hul mod syd med noget gennemsigtigt. A tror ogsaa, a havde lys inde hos dem. A vidste jo godt, hvordan det sku foregaa.

 

A havde jo saaet, og a havde købt mi dyr. Det havde a jo brugt mine penge til - og en harve og en maskine til at saa med. A tjente helt godt ved Sam Strade.

Æ jord forpagtede a i 2 aar, det var i 29 og 30. Saa i 30 forpagtede a en hel ejendom - Scotchmans, han var ved at være gammel. Der var lidt maskiner, og a havde jo selv lidt maskiner.

 

Og der var saa et træhus. Saa flyttede a jo derned. Ham Scotchman, var der en lille stykke tid, saa rejste han ogsaa af, saa var a alene. Der var 4 mules, muldyr, dem maatte a godt faa, de var saa billige i foder.

- Naa, dem vil a eet køre med, siger a, dem maa du hellere tage med

Han flyttede længere hen til en bror, tror a nok, nogle stationer længere henne. Han flyttede det hele. Der blev nogle heste der, dem passede a, og æ møjvogn, den maatte a ogsaa godt faa.

A forpagtede ejendommen i 30 31 32 33. Der var meget jord, 300 tønder land. Det var ikke dyrket, ret meget, der var meget brak. A arbejdede om sommeren for at gøre det rent.

I huset var der baade en værelse, en køkken og en soveværelse. Der boede a alene, Nej, Johannes kom en vinter, og Thorkild kom der en vinter, og saa kom ham Fritz - en hel anden Fritz, de kendte fra Skjern. Han var missionærsøn, og hans bror er i Ringkøbing Bank.

Han blev derovre. Han var helt slaaet ud, han havde sat alle pengene til. - Ja, det gjorde Johannes nu ogsaa - Johannes fra Fursom. Ham havde a ogsaa sommetider haft om æ vinter.

Han (Johannes) havde jo en bil, han satte al det hele til i biler, - dem (pengene) han havde tjent derovre.

Vi, Johannes og mæ, tog - HA HA - hen til æ by en aften, og saa var der een, der ville sælge. Han (Johannes) købte saa en bil, han gav 75 dollars for den. Det kunne de jo faa i æ maaned i æ høst. Det var saadan en gammel Ford T model. A var med ham derhenne.

Peder Bendtsen

- Saa maa du ta med mæ hjem og hjælpe med at styre den her. Han havde aldrig set en bil før. - - Det tør a ski eet, nej, a tar med en anden mand hjem. Ham, og saa en anden dansker, de kørte selv. De havde aldrig kørt bil før. De kørte ogsaa i æ vejgrøft et par gange!! Den kunne ikke tage de store bakker, saa vendte de den og kørte baglæns. Naar den rendte tilbage for dem, saa rendte de jo om og lagde sig ned for at holde den, for at den ikke sku rende i æ vejgrøft. Æ bremser duede vist heller ikke. - HA HA HA.

 

Der kom forskellige om vinteren, saa fik a lidt penge for æ ophold der. A tror, a fik 10 dollars for en vinter - til kost, - nej, det var vist lommepenge!

Da a var ved Frank Morane, fik a vasket der, og det gjorde a ogsaa ved Sam Strade. Hun var grov flink, a hjalp ved at vaske. De havde saan noget man skulle køre med, en ting, der var mekaniseret. Æ centrifuge, var ogsaa een der skulle trækkes op, og saa slyngede fløden fra.

Da a flyttede til Scotchman, vaskede a selv og lavede mad selv. A slagtede selv en gris. Men saa fik a æ nabokone til at koge det hen, ned i nogle glasskaale og saa fedt over, saa kunne det holde sig. Ja, henkogning, det brugte de jo, saa ned i fedt, saa laag med gummiringe paa. - Saa havde a en lille hul ned i æ køkken, bare en lille hul. Der var bare en trin ned, og saa satte a det der under æ hus, der havde a ogsaa æ fløde.

Der var da en vinter, a malkede et par køer, - da var Thorkild fra Bølling der da. - HA HA HA - Han kom og ville være ved mig, og saa tog han alle hans høvder, han havde 5 heste, og en fem - seks høvder, og et par køer. Vi malkede sørme 3 til 4 køer den vinter. Og vi centrifugerede selv mælken og vi lavde selv smør. Vi fik en lille spand og lavde selv kærnemælk. Vi ku godt selv lave smør.

Naar vi slagtede en gris om vinteren, saa hængte vi det ud i smaa stykker, ud i kornhuset paa bjælkerne.

Scotchman, som a havde forpagtet jorden af, skulle eftersende penge for salg af dyr med mere. A havde lavet en kornhus, en silo, der boede a forresten ogsaa om sommeren, det var saadan en frisk sted og være.

A skulle af med en trediedel part af avlen. Naar vi tærskede, saa gik det op i en maal, og naar saa den havde vejet en “bussel”, det var 60 pund, saa rendte det ned. Saa meget sku a betale for.

Den anden aar i 32, da siger Scotchman til mig: - Du skal have godt med rug. Der var saadan en tør periode i 31. - Du ska saa noget rug, det kan godt gi noget, selv om det er tørt. Saa havde a vist en 100 tønder land, - lidt mindre med rug, - men det var der ikke nogle priser paa.

A gav saa møj, a tror det var 9 cent for at faa det tærsket, og priserne var eet andet end 9 cent for 60 pund. A gav saa møj, en “bussel” rug, for at faa det tærsket. Mere fik a eet, - saa skulle a af med noget for at faa tærskeregningen betalt.

Ellers gemte a kornet til hen o æ foraar. Den sidste aar i 33, da gemte a kornet, da a rejste hjem. Det var en enkelt 100 tønder land, saa skulle han (Scotsmann) sælge det, baade æ korn og saa æ kornhus. Det stod jo paa hans mark. Det solgte han saa ogsaa. A tjente da te æ rejse hjem, og a fik møj mere for det korn.

Ellers dyrkede vi udelukkende hvede, foraarshvede. Der var jo frost der, inden vi fik ophøstet, saa vi kunne ikke røre ved jorden, inden det blev foraar.

Jen aar, fik de ikke høstet alle sammen, saa var klimaet saa tørt, og æ korn, det var jo sat op - da saa foraaret kom, og æ sne var af, og det blæste et par dage, saa kunne vi tage ud og tærske igen.

Ja, æ fugle og kaniner havde jo vraget lidt i det, men det skete der ingenting ved. Det viser jo, hvor tørt det var. Maskinerne og den slags ting kunne staa ude, og det skete der ingenting ved. - Klimaet var jo saa tørt.

Der kom selvfølgelig noget vand en gang imellem, men det blev hurtigt tørt igen. Ja, og æ sne, ja, det blæste jo af.

 

Lidt mere om vejret.

Om vinteren var der aldrig tøvejr. Det var vel fastlandsklima. Ja, det ku godt gaa op til en 30 - 35 grader (minusgrader) - om sommeren var det grov varm. Vandene har jo ingen tilvirkning i et fastlandsklima.

Ved fastlandsklima er det meget koldt om vinteren og meget varmt om sommeren.

Trods det, saa er æ vejr helt anderledes. Æ køer gik ude hele vinteren, og de rystede bare pelsen og æ sne faldt af dem.

Der var engang, den første vinter a kom der. A passede æ høvder, og a sku ha vand. Der var en kedel, der stod nede i en stor bajle vand, den fyrede vi i for at holde vandet optøet. De (høvederne) skulle hen og ha vand en gang om dagen, det sku a jo sørge for. Ham a tjent ved, havde en 30 til 40 kreaturer, som gik ude. Somme tider skulle a køre frisk halm til dem.

Hjemrejsen

Da a sku hjem, vil a mæ æ fragtgods (fra Edgerton i Alberta). A solgte de sidste høvder. Saa sku a mæ til Toronto, saa gik den tog eet længer.

Der var saadan et stort kvægmarked (i Toronto). A var fast besluttet paa, at det ikke skulle koste mig noget at komme til Québeck. (Far ville besøge sin søster Kirsten, der boede i Québeck).

Saa ville a jo vente der (i Toronto), til æ tog gik. Saa gik a ind o æ kvægmarked og hørte til, om de havde nogle vognladninger kvæg til Québeck. De havde sagt til mig, at det var sommetider, de havde noget kvæg, der skulle til Québeck.

A lagde (boede paa hotel) ved æ kinesere, det var billigst, maaske eet saa god mad, men det var ligemeget, bare vi fik en seng at sove i. Saa gik a der, a sku jo op til æ kvægtorv af og te, og ind o æ kontor og høre til det.

Saa kom a i forbindelse med nogle bondefangere. A gik jo der, de ku nok se, at a luskede rundt der og saa paa butikker.

Saa kom der jen hen og snakkede med mig om, hvad a fik æ tid til at gaa med, og hvor a sku hen? - Og saa sagde han: Kom ind og faa en skænk, a bor lige her henne. A tøt da ogsaa, det ku være lige raa’r med en lille whisky eller saa’n.

Han havde vist nok puttet noget i vandet og ville have mig drukken fuld. Det war a lidt klar øver, a gættede lidt paa det, da a kom derind. Saa kom der jen te, han ville ogsaa gi jen, og han fik æ kort op. Da ku a jo se, - de pakkede kort, - a havde jo æ øjn’ mæ mig.

Naah, en eller anden ting, saa havde de sørme narret nogle penge fra mig. Det ku jo være, a havde faaet li wall møj og drik. De havde vist nok puttet noget i det, men a var maadeholdende. A haad aldrig faaet saa møj endnu, saa a eet vist’, hwa a gjor’, saa det vil a jo heller eet der, men de fik mæ no alliv’l.

Det var kortspil, en ulovlig spil, de fik nogle penge fra mig. Det var meget skrappe ulovligheder, og a sagde til dem, at I er nogle kæltringer, og I laver fup mæ mæ. A trowr, a vil ha det meldt til æ politi. Saa blev de ræ’ed, saa gav de mæ sørme lidt a’et igen. Saa skul’ a lov’ ikke at sige det til politiet.

A ka eet husk, hvor meget a tabte, men lige lovlig meget da. Det var jo ogsaa letsindigt at gaa derned, a havde hørt noget om det.

Det tog jo lidt a æ overskud. A havde no aldrig saa mange peng’ i æ lomm’. For det første havde a en rejsecheck, den kunne de ikke ta’, u’entag’en mi navn var skreven oen. A havde nogle peng i æ støvler, imellem æ saaller, ellers havde a rejsechecks.

A fik vekslet, da a kom hjem - i Ringkøbing Bank - der var trettenhundrede og tretten kroner. (Far sagde altid, at 13 var hans lykketal på grund af ovennævnte)

 

Saa er vi tilbage i Edgerton og havnekontoret.

- Jo, nu har a en vogn, det skal koste dig en flaske whisky. Det maatte a ud og hente, saa fik a en billet te Toronto.

Æ whiskey, den var eet saa dyr, det ka a no eet huske, men den kostede ikke meget mindre end billetten.

Hvis der skete noget undervejs, saa sku vi jo tag´vos a æ kvæg, ellers eet.

Sov du hos køerne?

Nej, nej, vi sov paa træbænke, - en ung mand, det ku vi let. Der var mange bænke, og saa æ kuffert til hovedpude. Der var en kakkelovn, vi ku fyre i, og der var vand. Naar vi holdte, fik vi kul derind. Vi maatte selv hjælpe til, saa kunne vi selv fyre.

Hvor lang tid tog turen?

En 5 - 6 dage. Det var en lang tog paa en 100 vogne, det gik meget langsom. Du har set i westernhistorier, de løb ovenpaa togene, men saadan var togene indrettet ogsaa i min tid (dengang).

Personalet, der skulle betjene vognene, boede i den bagerste vogn. De kunne rende op oven over, og saa springe fra den ene til den anden. Der var en mekanisme deroppe, saa de ku skille dem fra hinanden (vognene). Naar de (vognene) rendte sammen, saa hang de selv sammen, saa sku de (personalet)

vist li’ laase dem. Saa ku de løbe tilbage igen til den bagerste kupe. Der var 3 til 5 der skulle betjene togene. Foran var lokomotivføreren, og saa var der een til at skovle kul ind. Det var jo dampmaskine.

Der var mange vagabonder. De kom ulovligt med. De sprang bare op i vognen, saa kom de ind til os. Der var ogsaa en vogn til røgterne. Der var ogsaa nogle opkøbere med.

Æ vagabonder ville ogsaa derind, for vi havde jo varme derinde. Ellers sku de sidde uden paa vognen.

De (lokomotivførerne) havde ingen forbindelse med stationerne. Naar de kom til en station, hængte de en sæk ud, hvor der var skrevet besked i, som saa blev fanget. Saa blev der telegraferet. Det kunne man dengang, det var vist hurtigere end at telefonere, - det ved a eet, - men de telegraferede.

Der var saa mange (vagabonder), at de begyndte at lave spektakel. Det ku vi ikke ha, saa klagede vi til personalet, som saa sendte en seddel ud (i sækken). Saa lidt efter, saa kom der en betjent, og der var mange af dem (vagabonderne), der røg ud.

Der var ogsaa nogle af dem, der blev taget. Det var dem uden penge, for havde de nogle penge, saa kom de til at betale. Der var jo mange, der havde mange penge, men de sku gratis med æ tog alligevel. Nogle af dem blev til næste station, hvor de blev forhørt, og havde de ingen penge, saa fik de en spark i æ røv. Saa gik de uden for byen, og der kom saa en anden tog. Det gik langsomt, saa ku de jo nemt springe paa. Saa sprang de paa taget, og selv om vognene var fulde af korn, saa lagde de sig der.

Der var ogsaa nogle, a kom i snak med, foresten nogle flinke fyre.

Dengang vi saa kom til endestationen i Toronto, saa kom de igen, helt sorte i hovedet. - Hva søren, hvor har I været henne? Jo, vi maatte ikke være derhenne, saa kravlede vi op til lokomotivet - oven paa vognene - og saa sad de der. HA - HA.

Hvor kom de fra?

Det var alle mulige slags mennesker, ungarer, østrigere - - alle mulige, det spurgte vi ikke om, hvad de var. Et par stykker var kinesere.

Der var mange behagelige folk der.

Da a saa kom til Toronto, sku a med æ tog der nordpaa, ca. 100 km. ligesaa langt toget gik. Der fik a saa en billet op til Kjesten i Québeck.

Og hvad saa, dengang a kom derover (til Kirsten) - i 34 - lige efter jul. Saa kom a jo lige pludselig der anstigende. Ja, a ga` hende da lidt for æ føde, og a gav hende et par tæpper og lidt husholdningsredskaber, a havde med mig.

A pakkede en kuffert, den har a staaende derhjemme endnu. Den blev saa staaende. Den skulle de (Kirsten og Peder) sende.

Var der noget med, at du sov for længe?

Det var dengang, a sku` rejse hjem fra Kjesten. Da havde a glemt at sætte(stille) mi klok.

Naa, saa kom a ned o æ hotel, a ved eet, om der ingen klok havde været. A havde jo en lommeur, men den havde a jo slet eet rettet ved.

Saa var a ved at se o æ havn, - æ aften før. A sku afsted den næste dag. Der var æ havn jo, saa det var jo godt nok, og det kunne jo ikke tage lang tid, at gaa derned med min kuffert.

(Næste dag).

Saa gaar a op og faar min morgenkaffe og rejser af derned. A havde jo god tid !!! - Québeckfloden, den render lige igennem æ by, og der er havn æ hele vej langs med bredden. - Der var ingen passagerdamper a ku se, andet end fragtdampere. A gik til den ene side, og saa til den anden side, og æ tid den gik.

Saa vidste a da ikke mine levende raad. Saa spurgte a en toldbetjent eller lignende, om æ passagerdamper til Danmark. - Naah, der er langt derhen. - Der var en tre fire kilometer, -- HA HA HA -- Jamen æ klok er jo saa mange, a sku jo teen o den tid.

- Jamen, der er en time til endnu. - En time! Jamen æ klok er mere end ..... A havde glemt at faa mi klok sat. Det var jo heldigt, ellers sku a ha` vaarn der 8 dage mere.

Han skaffede mig en taxa. Æ damper laa ude midt i æ kanal. Der var en lille damper, der skulle sejle os ud til en stor damper. Det var en stor een. Det er den a har en teske fra endnu - ja!

A ville med den første skib, der gik væk fra Québeck. Der gik en skiv ind hele sommeren, men saa blev den belagt med is, Québecks nordre flod. Saa var der ingen skibe i floden mellem de Forenede Stater og Canada. Den gaar jo langt ind i Ontario (floden).

Den første der gik? Jah, a var o æ damper o mi fødselsdaw (d. 11. maj). Vi kom over England, og a var søsyg hver dag, - det tog 4 dage. Der var sket stort fremskridt, - i 26, da a sejlede med “Hellig Oluf” fra København, da laa vi o æ vand i 11 døgn. Saa var a med æ tog over England, og saa med æ damper igen fra London til Esbjerg.

Hvad fik dig til at ta hjem?

Det var for trist at være der. A gik jo alene og mogede ved det !!!

Hvor længe var det meningen du ville være blevet der?

A ville ha` blevet der, indtil a havde en lille kapital. Det glippede lidt, for det blev sølle tider - osse der.

Hvad sagde mor (Olga) til det?

Jo, vi gik lidt sammen. A tøt, a vil ikke fastbindes, saa a skrev ikke til hende i begyndelse. Saa havde hun faaet fat i æ adresse hjemme ved mi mor, og saa skrev hun til mig. Saa skrev a jo igen, og saa begyndte vi jo at snakke om det - og saa ........

 

Hjemme igen

Mi far havde snakket om, at det kneb ham lidt, saa sendte a ham 1000 kr. Dem maa du faa. Dem ka du saa betale tilbage, hvis du kan - med tiden.

Saa kom det sørme ud, dengang a kom hjem. - Det havde Marie Madsen (svigermor) ogsaa faaet at vide. Saa sladrede hun i Bølling by om pengene - det var a nu gal øver. Ja, og at han (Hans Bendtsen) ikke ville betale dem tilbage.

Marie Madsen og Hans Bendtsen, de havde været paa kant før, og Hans Bendtsen blev gal. Saa sendte han lige pludselig en check paa 1000 kr til mig, - da vi kom op paa gaarden.

Det (med pengene) havde vi da selvfølgelig snakket om, mor (Olga) og mig, men han havde jo laant dem, han havde faaet dem, - men saa blev han gal.

Ja, de blev lidt fornærmede (familien Bendtsen) over, at a tog ned til mor (Olga) stedet for hjem, men a gik da derøver æ dag atter! - A kom hjem om æ nat.

Det varede længe inden Hans Bendtsen tilgav mig, men a tog bare paa besøg, men a ku da godt se, at han var sur. Han bød mig ikke velkommen hjem.

I begyndelsen a kom hjem, ville Hans Bendtsen ha, at a sku bliv. De havde jo mange børn. A hjalp lidt til at begynde med, men blive, det havde a bestemt, at det ville a eet.

Da a kom hjem, sagde a: A vil selv ha noet. Hans Bendtsen satte trumf paa: - A vil sku` ikke hjælpe dig med nogen ting, - faa du dig en plads som arbejdsmand, saa ved du, hvad du har. - A vil sku` eet hjælp dig.

- Det ska du heller slet eet, a ska nok selv sørge for det. A vil selv ha noet. A vil eet være arbejdsmand, om a saa skal være mælkekusk. En ejendom det vil a ha, sa a.

Mor (Olga) ville ogsaa godt tjene lidt, hun fik saa en plads i Aarhus, og a fik en plads ude paa Mols. Det var en sted, hun skulle passe huset, ejerne var udrejst. Hun kendte dem lidt.

A høstede, saa skulle vi til at pløje, saa ville æ mand te at lære mæ at pløje. A havde jo pløjet et par 1000 tønder land i Canada. - Det ville a eet ha ham til at lære mig, a mente a var udlært. - A sagde: - Saa maa a vist hellere rejse!

Det er den eneste plads a rejste fra. - Jov, den første aar, a var ude at tjene, det var nede hos Mads Rind, a var 9 aar. - Han boede o den anden side æ landevej - som hjordedreng.

Æ nabomand, Anders Mortensen, havde en søn. Saa narrede han mig med hjem en eftermiddag, hvor de sku sov middagssøvn. Saa var a eet hjemme, saa fik a jo skæld ud af Mads Rind. Det blev a kyv af, saa rendte a hjem, men saa kom Mads Rind, han var kyv a det, det var jo ikke meningen. - Saa kom a derned igen, men fik lov til at sove hjemme........

A rendte i utide af min første plads og af min sidste plads !!

 

Forberedelse til gårdkøb.

Saa var der jen, der hed Niels Krage i Skjern, foresten en fiskehandler, han handlede ogsaa med ejendomme. Saa gik a til ham og hørte til, om han havde nogle ejendomme. Jow, han havde nogle. Saa var vi ude at se paa nogle. Vi kom blandt andet ogsaa til Vorgod. Vi saa flere forskellige ejendomme. Saa sku vi op og se igen, a tøt bedst om Sidsels gaard.

Saa var Hans Bendtsen li`godt med deroppe. Den første gang han var med oppe og se det, sagde han, - Aah, det skidt, det skal du til at reparere paa med det samme. Men Sidsel ku godt li Hans Bendtsen, saa derfor syntes hun, at vi sku ha det. Der var ellers flere, der gerne ville købe det.

Saa sagde Maren til mæ æ bagætter. - Ja, a ved godt, at Hans Bendtsen ikke vil med til det, men vi skal nok hjælpe dig !

Det blev no eet te nøj, men han blev vist nok lidt stolt af mæ til sidst.

Men dengang vi sku ha kautionister. A ville ikke ha ham (Hans Bendtsen) som kautionist - nej! - A fik nogen andre noen.

Mads Kristensen ville ikke kautionere, ham nede i Stauning, ham have a tjent ved. Det var sjovt nok, a var nede ved Mads Kristensen. A spurgte ham om han ville gaa i kaution, for a vil gjern ha en ejendom. Han tyggede lidt paa det, han havde saadan et langt fuldskæg. - Du ka godt faa min, sagde han.

- A kom lidt sammen med hans datter, dengang a tjente der. Vi fulgtes ad til dans og ungdomsgilder. Det regnede han med, at det var endnu.

Du kan gi 50.000 for æ jord, og a plejer at gi mi piger 10.000 hver. Saa kan du gi 10.000, saa kan du faa mi gaard. A vil te at bygge deroppe paa æ hede, saa kan I faa den gaard her. - HA - HA - HA.

Saa fik a en brev af Olga, den havde hun (Ane) vist læst, og saa var hun vist blevet lidt fornærmet, men der var slet ingen ting, og vi snakkede bare som for 10 aar siden. Hun hed Ane, de havde ogsaa en datter der hed Johanne, hun lagde beslag paa mig, hun ville ogsaa ha mig. Hun havde egentlig en gammel karl, der ville bygge oppe paa heden, men det blev saa ikke til noget. De sagde, at han fik to piger, to koner. Han blev gift med den ene, og den anden fulgte med. HA - HA - HA.

 

Hvem kautionerede saa?

Marie og Hans Madsen (Olgas forældre) ville godt, men de duede ikke.

A sku laane 2000, saa var a ovre ved Martin Bording og ved Aage Damgaard.

Saa kom a ned til Skjern Bank eller æ Sparekasse, tænker a. Der stod en to-tre hundrede kroner, som a havde til at staa derhjemme. Dem tog a op alle sammen. Saa kom de derned igen, de her kautionister, de skrev saa under paa det. A havde købt æ gaard i november, da fik a 3000, nu skulle a ned efter 2000, som a manglede. Saa siger de, da de havde faaet 4 kautionister mere: Du kan først faa pengene, naar der har været repræsentantskabsmøde. - Kan a eet faa æ peng?

Huh, ha, nej nej nej! - Jamen a har overtaget gaarden og mangler pengene. Men saa sagde Martin Bording til bestyreren: Du kan lige følge med herind ved siden af. Da saa de kom ud, saa kom pengene. - HA - HA - HA....

 

Brylluppet blev holdt d. 14. december 1934.

De (pengene) var ogsaa smaa, dengang vi sku te og giftes, for vi ville jo godt giftes, men der var ikke meget penge til det. Hans Madsen gav mig 200 kroner, saa skulle a selv holde bryllupsfest. Saa skrubbede mor (Olga) loftet og pyntede med papir over hanebjælkerne og hængte petroliumslamper over bordene. Vi fik nogle plader og nogle pinde fra forsamlingshuset. Det skulle jo være saa billigt som muligt, der var eet ret meget at rutte med.

Hans Madsen, det var ogsaa smaat der, og mor glemte aldrig engang, hun var oppe ved købmand Hans Lunde, og skulle købe nogle købmandssager. Det tog møj ved hende, for da hun sku til at rejse af, kom Hans Lunde hen til hende og sagde: - Du ka lige sige til din far, at a snart skal til at se nogle peng!.

Der var jo smaa kaar, han (Hans Madsen) var jo syg. Han havde en hofteskade, og kunne ikke lave noget - grov lidt. Marie spændte hestene for, og saa kom han afsted med en lille islænder og en lille russer og kom te-en o en lang malketur, og fik vel kun 6 - 7 kroner for at køre en lang dag i al slags vejr.

Saa gjorde han sig ved sygekassen, om han ikke kunne faa noget sygehjælp. Hans Lunde var formand for sygekassen, saa det sku igennem ham. Jow, hans kone, hun havde ogsaa en hofteskade. - Nej, mi kone klarer sig, hun har ogsaa en hofteskade, saa det trænger Hans Madsen heller eet til.

Der var ikke meget hjælp at faa dengang!

 

Saa kan a fortælle noget om Andreasen.

Hans børnebørn var skolelærere i Vorgod og Rimmerhus (de var i praktik). Han ku jo næsten ikke gaa. De boede nede i Østerby, der hvor Kjesten købte hus (da hun kom hjem fra Canada). Han var snedker og meget simpel til sidst, og der var jo heller ingenting, der hed invaliderente.

Den ældste, Marie, var hjemme og skulle passe det. Der var to børn, der endnu ikke var konfirmeret, og deres mor døde tidligt. Det var Sofie og Signe. De var kun et par smaa piger dengang, det var de to mindste. Han (Andreasen) lavede koste a rævlinger under den første krig, og gik rundt og solgte dem.

Han var ikke særlig dygtig tømmermester. Men saa søgte han ogsaa om invaliderente, og Peder Andreasen (sønnen), han var ved banen, var med ham. Det var hos Peder Andreasen, vi opholdt os, naar vi var i Aarhus med Gert. Han var saadan en flink mand. (Gert, Olga og Peders 2. søn var indlagt på sygehus i Århus i begyndelsen af 1945). Han var saa med ham (faderen) et sted henne. Det var oppe paa anden sal - for at søge om invaliderente.

Opad gik det vist nogenledes, men nedad hoppede han (Andreasen) paa sin røv, og da de saa det, at han sku hoppe nedad, saa fik han det (invaliderente).

Hun (Marie) var meget dygtig. Hun arbejdede paa akkord. Hun gik ud om morgenen og gravede kartofler op, og saa tog hun de her to smaa piger med, og Andreasen hoppede paa æ røv fra den ene vandhul til den anden og samlede kartofler op. Saadan gik det for sig dengang.

 

Købet af gaarden og de første aar i Vorgod.

Ja, vi sku ha 8 kautionister for at faa 2000 kr. Det regner de i daw eet med, det ka passe, men...

Det var en stor dag, da vi kom og var os selv, og vi var jo arbejdsvante, men vi ku jo selv bestemme, hvor meget vi ville bestille.

Men a havde ogsaa mange problemer med hende (Sidsel Vestergaard), for hun var noget krads. Hun var vant til at ha kommandoen der, og han var vist ogsaa syg, hendes mand. Og det landbrug gav eet meget dengang, men han havde en stor tørvemose, der solgte han tørv fra hver aar.

Han (Mads) døde aaret før så hun havde en karl til at passe det. Han hed Niels Jensen, og han skulle flytte til november, saa a sku overtage det til november.

Saa skulle a jo til at skaffe penge bagefter. A havde jo kun 3000. Sidsel var skrap med mange ting. Hun var kautionist for nogle andre, og saa kom der brev fra sagføreren, at a sku` holde pengene tilbage. Hun og Mads var i kaution for Niels Jensen, - han var arm (fattig), hans far, Jens Hansen. Søren Sørensen (nabo) havde ogsaa kautioneret.

Saa kunne han (Niels Jensen eller Jens Hansen) jo ikke klare hans forpligtigelser, saa blev kautionisterne jo nødt til at betale, og Sidsel havde ingen penge, undtagen dem hun havde tilgode hos mig. Derfor ville de jo lægge beslag paa dem. Saa blev Sidsel pindegal, hun skulle nemlig skrive under paa det, men det ville hun ikke.

Sidsel sagde til mig, at hun ville ha` sine penge. Derfor blev a nødt til at sige det til sagføreren, at a havde betalt dem. Det var jo ikke til nogen nytte, at hun blev gal i hovedet.

Saa begyndte a at søge om en statslaan, en saneringslaan. Der var jo mange, der var i knibe dengang, det var i 34, saa kunne man laane ligesom i dag.

Saa laante a igen, nemlig den restbeløb som a skyldte Sidsel. Jakob Jakobsen skrev under og nogle andre, vist ogsaa Morten Pedersen (naboer i Vorgod, Jakob tillige skolekammerat fra Bølling). A skyldte 10000 til Sidsel, som skulle afdrages paa 5 aar. For ikke at ha det spektakel hver gang, saa fik Sidsel dem.

Saa fik a jo penge, det vil sige, statslaanet var jo papir. Saa tog a op til sagfører Kjær i Herning, han skulle hjælpe ved at ordne det.

Sidsel ku` godt li Kjær, det var helt godt. Han fortalte saadan og saadan, og vi sagde jo ja til det hele, det var helt i orden.

- Saa, nu faar du saa resten af beløbet, sagde Kjær til hende. Men da Sidsel saa fik papirerne, sagde hun: - Det skidt vil a eet ha, a vil ha æ rede penge. HA - HA - HA.

Saa begyndte sagfører Kjær at grine lidt, og saa sagde han: - Sidsel, nu ka du ta Peder Bendtsen, og saa gaa ind i en pengeinstitut, og vil de saa ikke ha dem, saa kom her tilbage, saa tar a dem.

Naah, saa gik vi ind paa Hedebanken, og fik saa æ obligationer vekslet, og hun fik æ peng, saa var det i orden.

Men saa, da vi var i rutebilen til Vorgod, og vi sku cykle hjem, saa sagde a: - Naa Sidsel, saa regner a med, at det her er ude af verden. - Nej det er ej, du skylder mig flere penge. - Det var da svær, sagde a - HA - HA - HA, - men a tror nu eet , a vil ha med det at gøre. Du maa hellere ringe til æ sagfører. - A blev saan lidt kort for æ hoved. - Nu faar du fat i en sagfører, saa ska vi ha gjort det her om igen, saa maa det hele begynde forfra. Saa sagde a farvel til hende........

Ja, saa hørte a eet mere fra `et. - HA - HA.

Ejendommen kostede 35.000, saa betalte a jo 5.000, saa var der en kreditforeningslaan paa 10.000. Hun havde ikke betalt afdraget, den sidste, saa den betalte a ogsaa. Det var mange penge.

 

Sidsels gaard (Vesterbygaard)

Det var ret moderne (stuehuset). Ja, der var indlagt centralvarme, det var der ingen andre der havde. De havde lige holdt sølvbryllup (Sidsel og Mads).

 

Men det var jo gal med æ toiletforhold, det var der ingen af. A fik da en hus stillet an ude ved siden af æ mødding - med en lille kasse paa.

Vi var een af de første der fik badeværelse og toilet. A gravede en vældig hul udenfor, der skulle være en septitank og afløb. A fik lavet en hul saa stor og fyldte den med trærødder og pinde og sager, men det varede ikke læng, inden det stoppede. Saa skulle vi have en ledning lagt ned i mosen, - den er der endnu. Saa rendte det ned over marken.

A tænker, vi er de eneste, der er lovlige.

Det rendte ned af æ bakk og saa ud over æ mark. Det er ikke koblet til æ drænrør, det er der ellers mange ejendomme, der er. Æ kloakvand og æ mødningsvand, det er koblet til en drænledning, og saa løber det ud i æ aa. Som vi havde det, var der ikke mange der gjorde. A lavede det hele selv.

Saa fandt de paa, at for at det hele skulle gaa i forraadnelse, saa skulle der puttes en høne derned - HA - HA - HA - en død høne. Det skulle sætte det tykke i opkog, saa skulle det fordeles og løbe ud med vandet. Det var saadan en rør op, saa skulle æ vand drive op i den og saa lukkes ud. Først ud i sivebrønden, men saa blev det for tyk, det kunne ikke rende derud. Saa skulle vi have det op og ha det rydtet.

Ja, de (Gert og Jytte, nuværende ejere af gården) gør det endnu da.

Æ septitank, ja, nu har de en sugeapparat, saa kan de suge. Æ gylletank har en sugeapparat, den suger de det op med, - saa lige æ laag af.

Der var en aftægtsværelse, der hvor det nuværende badeværelse er. Hendes far eller mor var der til at begynde med. Ja, hendes mor var det. Hun hængte sig selv - eet der da, men vist ude i æ lade.

Saa tog vi en stykke og lagde til æ sovekammer. Saa fik vi først en jernbadekar, saa senere fik vi en muret kar, og saa fik vi terrasso paa. Det var helt uhørt dengang. De (murerne) gjorde det med haandkraft. De blandede det ogsaa med haandkraft, og slev det med haandkraft, der var ingen elektriske apparater. Det var baade i badeværelse og bryggers.

Saa varede det ikke længe inden hun (Olga) fik telefon. Vi var de eneste, der havde telefon der. Mor var jo vant til det, hun tøt, hun manglede det. - Ja, August (Kristensen) var den eneste, der havde telefon, saa fik vi partstelefon med ham. A tror Smedegaard ogsaa var med (naboer mod vest).

Smedegaard og mor, de kunne ikke enes om de. Han skulle jo snakke længe om hans biodynamiske landbrug, saa skændtes de om det. Mor kunne jo være noget skrap sommetider - HA HA HA - ja, de ku eet rigtig komme til ræt.

- Mor var økonomisk, det var hun.!

Mor var skrap, altid, der skulle slides hele tiden. Hun kunne ikke taale at se nogen gaa arbejdsløs. Men det gik helt godt, og hun var dygtig, og hun malkede køer, men hun kunne ikke taale det.

Hun havde tjent hos en overlæge i Aarhus. De kom og besøgte os. De stillede sig i døren ud til vest, og saa sa`doktorfruen: - Det er vel nok en dejlig udsigt, De har her, - saa kiggede hun lige ud i møddingen, det var en stor plævverhul. Hun vidste ikke hvad det var. HA - HA - HA - HA.

Hun (doktorfruen) kom med den her hund, det var den slags, de havde derovre (i Århus). Det første den gjorde, - den var nysgerrig, det var saan en lille puddel - den gik saa ind i gangen, - saa faldt den ned i kælderen. - Du ved godt, som de kan storme rundt, der var jo en trappe ned. - Maaske den tog skade dengang, den var lidt underlig. Vi fik den af familien, hvor mor havde tjent, fordi hun havde været hundepasser og børnepasser.

Hunden var smaaskør. kostalden, der kunne den springe frem og tilbage og saa springe op af en dør, og saa til den anden ende, og saa op af en ny dør.

Nede i mosen, der ku den lige flyve ned og begynde at grav hel tovlig, saa den næste sted, flyve ned, saa folk, de holdte i deres biler, naar de var nede efter tørv, for de sku jo se, hvad der skete - og saa fløv den et andet sted hen. - HA - HA - HA - Enten var den ikke ret klog eller ogsaa legede den. - HA - HA - HA.

Da a overtog æ gaard, de samme skulle ha æ tørv. Der var nogle ovre i Klokmose, dem skulle vi grave til. Det var en aftale fra Sidsels tid. Ja, Kresten Feldborg var fast ansat der, ham lejede a ogsaa. Han skulle ha en krone pr. tusind støk, han kunne lave en 5-6000 pr. dag.

Saa kom der nogen, der sku ha tørv. De plejede at faa tørv der, saa gravede de ogsaa. Saa maalte a æ grund ud, saa og saa mange kubikmeter, saa betalte de pr. kubikmeter. Der var jo mange.

Vi solgte en 3 - 400.000 til forskellige, der var baade Jakob Jakobsen og Anton Søndergaard, ja alle naboer og en hel masse i Vorgod. Vi kørte selv ned til dem - og til Nr. Vium Kirke - og Grønbæk, snart alle dem nede i Vorgod, der kørte vi to læs tørv te hver. Æ aar efter krigen begyndte, begyndte vi at presse tørven. Vi gravede dyndet op og klemte det igennem pressen, og saa prøjte det ud. Saa skar vi det ud, - og saa kørte vi det ud. Før krigen, gravede vi tørven op af mosen og saa lagde det ud.

Men da vi kom længere ned, da tog de det helt ned til sandet - først æ over af, saa kom der forskellig konsistenser, og igennem, ligesom en kødmaskine.

Vi gravede omkring 1.000.000 hver aar. Kristian Olsen, han kørte jen aar over 500.000 til beboere i Faster. Æ mejeri i Vorgod fik ogsaa en 2 - 300.000 jen aar.

Den aar lejede vi Feldborgs (nabo) svoger, han boede der i æ cementhus. Mor skulle holde kontrol med ham, naar han kom og kørte derned. Der blev en læs væk for hende, -- han havde stjaalet.

Cementhuset, det byggede han ved siden af Kresten Feldborgs garage. Han (svogeren) begyndte først hos Søren Sørensens cementstøberi, der lavede de selv cementsten. Der byggede han hus til sig selv, saa blev han og Søren Sørensen uvenner over jen eller anden ting, saa blev det hele revet ned, og han flyttede op til Kresten Feldborg. Saa lejede han en lastbil og flyttede, det var en bror til Marie Feldborg (gift med Kresten). - Ja, han kørte tørv.

Der var stort arbejde dernede, a ville jo godt ha det dyrket op. A begyndte at grave dernede med en planerskovl. Det var møj tottet, saa for at jævne det dernede. Vi sku til at ha det gravet om igen anden gang, æ bund sku jævnes, saa vi kunne sætte tørvene. Det brugte vi en planerskovl til. Der var et sted, hvor vi kørte sand derned for at prøve at dyrke det igen.

Vi prøvede alle mulige ting, men det gik ogsaa godt nok, men det var for vandet. Vi havde saaet en lille stykke med en skipper / skæppe land og sat kløver i.

Det kom ogsaa fint op, men saa kom sivene.

Saa var det vist først i 60erene, saa fik vi det hele drænet. Der gik en hel masse mand dernede og gravede huller, og vi fik det drænet, og saa begyndte vi at fræse det. Saa fik vi en mand med en lille traktor med jernhjul. Vi havde ham paa kost. Han var der en halv snes dage, han sku jo være der saa lang tid, han havde det paa akkord. Saa kom der gang i det, saa fik vi det jævnet, det var ene tørvehuller - der var 18 tønder land.

Hvordan fik I tid til at grave tørv ved siden af landbruget?

A havde eet møj med æ gravning aa gjøre. A lejet en hold paa 5 - 6 mand, de gravede jo tørv. Dem afregnede a med hver uge, saa maalte a hvor meget, - saa ku a jo se, hvor meget de havde gravet, - saa fik de deres løn.

Vagn Lindholdt (Olgas søsters mand) stod for det. Han fik lidt mere, blandt andet hans tørv, plus en lille overpris. Da boede han jo oppe ved Sidsel (Kjær Jensen i Vorgod Østerby).

Vi havde jo fræset det, og saa kunne vi begynde at dyrke paa det. - Men det er egentlig først nu, - sidste aar, da avlede de (Gert og Jytte) masse af korn dernede, men forrige aar fik de ingenting saaet, for der var det saa vaad, at det var for silde, inden de kunne komme derned.

Vi fandt engang en rund sten, en kværnsten, sadan en de kværnede korn med. Vi regnede med, der havde været sø dernede, og saa at de havde brugt stenen som anker - ja, det var bare noget, vi regnede med.

Jørgens far var maler i Vorgod. Han malede stuen for mor. Saa fik han stenen, den har de endnu da, den har Anna (gift med Jørgen). De har flere gamle ting, der staar fra hendes svigerfars tid. Det var det eneste, vi har fundet dernede.

Det var en ældgammel mose, a tænker, den er sunket et par meter - den er blevet 2 meter lavere, der er jo gravet mange tusind læs. De gravede længe før min tid.

De sidste tørv vi gravede, dem lavede vi selv til eget forbrug.

Æ komfur var ved at være gammel, saa tænkte vi paa at faa en oliefyr, det var ved at være aktuelt. Saa fik vi oliefyr installeret i køkkenet, det lavede saadan en spektakel - HA - HA - HA, - saa ville mor ikke ha det. Saa lige resolut, Henning (ældste søn), han var jo dygtig, han gravede saa et hul ind til æ fyrrum, ind til skorstenen. Det gravede han først ud i kælderen, saa ud af det lille hul (et kældervindue), saa kørte vi det væk. Da lavede han et stort stykke arbejde, det var mange skovlfulde!

 

Har du plantet omkring gaarden?

Ja og Hans Bendtsen. Der var helt bar, paa nær de tre træer ude i haven. En æbletræ, en pæretræ og en hyldebær for vesten, - ja, der er da en del endnu der staar.

Der var eet andet end pap paa æ lade og noget af æ kostald. Saa a fik plader paa, - det regnede ned i kostalden - og saa fik a det ogsaa o æ lade, - og saa æ mølle, der var jo en mølle. Det var ikke meningen, a vil ha det elektriske, men de fik det allesammen, saa a ku jo faa installationen gratis. Hvis a ikke fik det med det samme, skulle a selv betale æ ledning til det. - Saa bestilte a det til æ lys, men a tøt, at æ mølle godt kunne fortsætte med at tærske og pumpe vand og forskellige ting.

Saa fik a nye vinger til æ mølle. A fik Holger (en nabosøn) til at male, han gav akkord paa det. - Hylderne i æ kælder den dag i dag, er fra de nye vinger, som ikke blev sat op, da det blev for dyrt at faa en mekanikker til det.

Møllen var ved at være slidt, og der var jernbjælker til at tætte, saa skulle de igennem æ tæk, og saa var der træstolper forneden i laden, og de var ved at være raadne. Saa der var mange ting, a sku til at ha fornyet, saa det blev alt for dyr.

 

Ville mor godt være med til alt det nye?

Ja ja, det ville hun da godt. Det var jo ogsaa hende, der ville have telefon. Vi var jo jen af de første der fik telefon og jen af de første, der fik toilet.

Senere, da var hun noget konservativ, der ville hun ikke have nogenting. Hun var meget med paa det, - mæ æ badeværelse.

 

Hvordan oplevede I krigen?

Vi gik ude og lavede foraarsarbejde. Lige pludselig, æ flyvere kom jo i massevis. Vi vidste ikke, hvem det var, men de blev ved med at komme. Saa kom Peder Madsen (nabo), ham med æ mælketur. Nu er de lige fløjet ind i Danmark, nu er vi besat af tyskerne. - Saa var det først, vi blev klar over, det var tyskere.

 

Saa kom der jo flere herop, saa besatte de forsamlingshuset og missionshuset. Der var fængsel hos dyrlægen. - Hvis der var nogle, der lavede nogle forseelser, saa blev de gennet ned i kælderen, - og sat laas paa. De havde ogsaa et par værelser hos dyrlægen og en større befalingsmand boende hos præsten.

Det var baade luthersk og indremissions huse, der var besat af tyskere.

Saa lavede de øvelser heromkring, de skød ovre i heden, der hvor æ sagfører bor no, der lavede de øvelser.

Der var der een af Laurids Bangs, - der var to drenge, de gik ovre i æ hede og fandt granater, de eksploderede mellem fingrene paa dem. A tror nok den ene blev slaaet ihjæl, de tog ihvertfald skade begge to. - Den anden var vist Arthur Bangs.

De her tyskere, de kom jo af og til, saa kom de ind om aftenen og ville købe nogle forskellige ting af landmændene, f.eks. æg og mælk. De kom ogsaa til os, vi solgte dem ingenting, til a ka huske, - maaske Olga gjorde, solgte nogle æg. Jow, det tror a nok hun gjorde. De kom jo fra Tyskland og var vant til at sulte dernede, de fik ikke meget.

Henningsen, havde Tinnes forretning (i Vorgod), han solgte en masse til dem, hele hans gamle varelager, gamle forældede sko og støvler og sager. De købte det hele.

Det var svært at faa fat i noget, de var jo ligeglade med, om det var moderne.

Vi kunne ingenting faa.

Mor kunne godt skælde ud i forretningen, naar hun vidste, de havde noget, og de ikke ville sælge. - Jow, HA - HA - HA, det gjorde hun !

Der var jo nogle, der var nok saa haarde i det end andre. De fortalte, at Kristian Nielsen, han boede der, hvor den nye damefrisørforretning er. De sagde, at hvis der var noget, han ville ha, saa blev han siddende derinde, saa længe de kom med det!

Vi manglede meget, og det var meget simpelt tøj. Der var meget kunststof i det, sammen med bomuld.

Vi købte et par faar, men hvordan vi fik ulden forarbejdet, det kan a ikke huske. Maaske Marie, hun havde en rokke, det var den, Jens (mors bror) han solgte for 10 kroner. Mor blev jo saa fornærmet paa ham.

Saa købte a sørme en rokke og en klok af faster Mætt. Ja a købte jo æ hus (Kildevej 33 i Bølling), saa maatte a faa det, der var i huset, og der var en rokke og en klok. Det var jo egentlig mine.

Saa kom æ smeds kone, hans anden kone, hun var vist københavner, nej, hun var fra Letland. Hun var sommetider omme ved Marie Madsen, saa snakkede hun for hende - jow, den gamle stykke, der fylder op her, den ka du godt faa, saa...............

 

Fars fortælling slutter,

Båndet løber ud.....

God læsning

Else Marie Bendtsen