Slægtsbogen: Mit Barndomshjem

Hansbendtsen.dk © 2008                    

I 1911 blev min mor husbestyrerinde hos min far. Far var enkemand med 3 børn i alderen 7 - 9 - 11 år, 2 drenge og 1 pige. Mor var en lille, køn mørkhåret pige fra Stauning fra et lille husmandshjem, samtidig gik hendes far ud som murer, fattigt, men et godt hjem. Min mor var et svageligt barn, havde af og til krampetilfælde, så hun var måske lidt forkælet. Hun fik lært at væve, skulle måske have ernæret sig som væverske. Men som 24-årig fik hun pladsen hos min far, hvad man ikke synes kunne være den letteste plads. Min far vidste nok, hvad han Gjorde. Han faldt for den lille, kønne og dygtige pige, og hun for ham; og i foråret 1912 blev de gift i Stauning Kirke. Min mor har fortalt, at på vejen hjem fra Stauning til Bølling, sagde far til sine 3 børn: "Nu må I godt sige mor til Maren", og jeg tror, de har sagt det siden.

Det blev en lang og lykkelig tid hjemme i "Thorbo". Mor blev mor for de 3, og fik selv 11, så der var en flok at sætte i vej. Både min mor og far var meget dygtige og sparsommelige. Der var ikke meget at gøre med og ingen socialhjælp at få; men sikken et sammenhold, og festligere far end vores er ikke let at få. Han sang meget godt, og der blev sunget meget i mit hjem. Og når det gik hårdt til, dansede vi i køkkenet, til tøflerne fløj ind under bordet. Han lærte os "Fede Mikkel", Rheinlænderpolka og flere andre. Det var vores danseskole, og jeg tror nok, jeg tør sige, at vi har klaret det helt godt med det.

Ind under jul 1912 blev jeg født. Det var snevejr den dag "har mor fortalt". Far skulle have fårene i hus "karakteristisk for far" for intet levende måtte lide nød. Jeg var meget velkommen, havde med det samme 3 store søskende, blev godt forkælet og fik i dåben navn efter deres mor "Anna Magdalene". Men vi blev jo en stor flok. Halvandet år efter kom "Stinne" og 3 år efter "Inger". Og tro det, om I vil, men med mine kun godt 3 år husker jeg det tydeligt, for da jordemoderen ville vise Stinne og mig den lille nye, trak jeg Stinne til side, og så ville jeg slå den lille, hvorfor vides ikke.

Flokken derhjemme blev stor, men vi har aldrig mærket, at vi var for mange. Far var god ti1 at hjælpe os alle. Selvfølgelig klippede han selv drengene, og han forsålede og skoede selv vores træsko og sko, og flettede så fine visker af halm til vores træsko, at jeg aldrig har set magen siden.

Den sidste vinter jeg gik i skole, var vi 6 i skole på een gang. Sikken en udrykning om morgenen; og kl. 12 kom vi hjem til middag igen. Maden stod på bordet præcis og så af sted igen og hjem kl. 16. Drengene skulle gerne ud at hjælpe far ved et og andet. Selvfølgelig skulle vi af vores skoletøj. Det skulle jo være pænt til næste dag; 6 par våde træsko og vådt overtøj, men mor vidste råd, en glød i træskoene, og om morgenen stod vores træsko ved komfuret, og var varme og tørre, sikken et arbejde.

Mor forkælede far og så op til ham, og ærte os børn det samme; der var også grund til det. Far var god til at få arbejdet til at glide; lærte os arbejdets glæde, var altid parat til at hjælpe os og trøste, hvis noget gik os imod. Far havde humor, et lyst sind, og tog alting, som det kom.

Far læste meget, ville også gerne læse højt for os børn, hvad vi var meget glade for.

Når vi skulle have nyt tøj, ville vi helst have far med, for havde han pengene blev der ikke sparet. I nogle år var der en klædefabrik i Troldhede. Far var med i det. Det har nok været noget andelsforetagende. Den gik ned og blev solgt den 18. september 1928, (jeg husker det ikke). Der fik vi tøj fra til nye kjoler, og jeg husker nogle røde, vi havde, og også nogle brune, de var flotte. Så kom der en sypige i huset nogle dage; der var Maren fra "Kylse" og lille Anna sypige. Så gik vi også i strikkede bukser om vinteren. Jeg husker, jeg var "så led ved dem"; og husker, hvor glad jeg var. da jeg fik et par mørkeblå med lodden vrang.

Når vinterskolen skulle begynde, fik vi nye sorte forklæder for at skåne vores kjoler. De forklæder syede mor selv, med røde borter på.

Jeg kom ud og tjene, da jeg var 11 år. Jeg fik 75 kr. for en sommer; og der for købte jeg en kommode. Den var jeg stolt af.

Vi bagte i den store oven bade rugbrød, franskbrød, hvedebrød, småkager, makroner, kyskager m.v. Far ildede ovnen. Mor havde lagt rugbrødsdejen aftenen før. Når hun var færdig med det, slog hun et kors over dejen. Jeg spurgte en gang, hvorfor hun gjorde det, "for at det skulle lykkes". Vi var alle tidligt oppe den dag, der skulle bages, og så fik vi hver en stor kringle med sukker på med i skole. Det var dejligt, smage.

Vores juleaften var også noget, vi ikke glemmer så let. Vi var altid mange, det var i sig selv dejlig. Vi fik flæskesteg, æblekage. Vi sang altid "Kimer I klokker", før vi spiste, imedens stod mor i køkkenet og pillede røde kartofler, for de skulle jo være varme. Jeg så nogen gange en tåre trille, og spurgte engang: "Hvorfor", "Nu er jeg lige hjemme i mit lille hjem i Stauning", sagde mor.

I nogle år havde vi en gammel mand ved navn Mikkel Frydenborg hos os juleaften. Så en juleaften blev det sådan en snestorm, at Hans Christian skulle følge ham hjem. Hans Christians hat fløj, og den fandt vi først om foråret ude mellem nogle træer.

Omtalte Mikkel boede i et lille hus, der lå på marken derhjemme. Vi havde høns deromme og somme tider et par kvier om vinteren. Og så var der et par stuer, der var lejet ud, og her boede Mikkel for 4 kr. om måneden. Han var noget af en "Original". Han gik rundt og tiggede sig til lidt flæsk hist og her, og når folk slagtede, var de gode ved ham og særlig til jul, da fik han så meget blodpølse. Jeg husker en gang, jeg skulle gå om til ham med grønkålssuppe, da var han ved at varme blodpølse. Jeg kom hjem og fortalte, at den var bade grøn og langskægget, og så hældte han kærnemælk på. (Fars kommentar var: "Jeg tror ikke, grisene ville æde det").

Selv om vi var mange derhjemme, havde far og mor altid lidt tilovers til de mindre i samfundet. Da Mikkel blev syg, var det mor, der passede ham. Det var ellers svært at komme til at hjælpe ham, for han ville jo ikke have det, det var jo kun "laser og pjalter". Han havde penge nok, men de måtte ikke bruges, og der kom jo ingen hjemmehjælper og ingen varm mad ind ad døren. Og familie havde han ingen af, før han var død, da var der jo nok, der kendte ham. Han havde ellers lovet mig sit bornholmerur. Men nej, det blev der ikke noget af, men mor fik da en lille påskønnelse.

Som før omtalt kom vi tidligt ud at tjene. Vi var da ikke altid lige glade for det, men der var jo brug for barnepiger og stik – i - rend piger mange steder, og det var jo billig hjælp at få, og det var jo en aflastning for hjemmet, og en lille skilling fik man jo også for det. Vi skulle nu tit give noget derhjemme af vores løn. Jeg husker, at et år fik far et sæt tøj. Et år gav vi mor en symaskine.

Sådan en novemberdag - også en af de dage man husker. Når vi kom hjem med skabe og kommoder med tøj, der skulle ordnes, vaskes og presses og så af sted igen i en ny plads, og snakkes og fortælles om, hvad vi havde fået i løn, og hvad vi havde købt, og hvor meget der nu kunne blive til sparekassen.